Workshops på HKGYM

Der er i disse år, med baggrund i stadig flere undersøgelser om unges negative oplevelse af eget velbefindende, øget politisk fokus på elevtrivsel. Blikket vendes især mod uddannelsessystemet, hvor de unge tilbringer en stor del af deres tid. De unge er pressede på det Per SchuItz Jørgensen kalder de fire P’er: Pres, Perfektion, Performance og Præstation. 

I gymnasiereformen fra 2017 indgår elevtrivsel som en af de tre retningsgivende mål, skolerne skal arbejde med. Skolerne har ansvaret for at opbygge sunde læringsmiljøer og styrke elevernes trivsel. 

Dette har HKGYM taget alvorligt. I en nylig gennemført trivselsmåling scorer eleverne over middel på områder som relationer, mening, oplevelse af positive følelser i hverdagen, engagement og målopnåelse.

Som et led i skolens trivselsstrategi, er undertegnede inviteret til at afholde to workshops med 1G eleverne i marts måned 2019. Workshops er en blanding af teori og øvelser der bl.a. har fokus på, hvordan eleverne kan flytte deres mindset fra det fastlåste til det udviklende. Det indebærer, at fejl hilses velkomne som en mulighed for at lære, at fokus ligger på processen og ikke kun på resultatet/karaktererne, og at alle har en iboende værdi for sig selv og for fællesskabet.

Som en af eleverne udtrykker det i et ”Spoken-word” han selv har skrevet:

”For det ser sejere ud, når vi kan få huen på med en puls og et stressniveau på det normale

Et sted, hvor vi kan tænde lys i hinanden uden at sætte ild

For hvad nytter det, at kunne regne store tabeller, hvis man ikke er til at regne med?

Og hvad nytter det at kunne mestre grammatik, hvis man ikke kan mestre kærestesorger eller ensomhed”.

Trivsel og læring går hånd i hånd. Vi ønsker at bidrage med praktiske redskaber som kan forebygge og mindske vægten af de fire P’er, samt være medskabere på det HKGYM kalder væredygtighed.

Mie Juul Ingerslev, lærer og coach, stud. Master Positiv Psykologi

Malene Lilja Mikkelsen, lærer og AKT-og inklusionsvejleder, stud. Master Positiv Psykologi