En tryg start på gymnasielivet

HISTORIEN OM

HKGYM KOLLEGIET

OM GUDS VEJE OG OMVEJE

Drømmen om et kollegie

”Skal vi ikke bo i menighedssalen og udleje de øvrige værelser som et kristent kollegie?” Birthe, Michael og deres to drenge var en sommerdag i 2019 ude at se på et tidligere menighedshus i Brønshøj, som menighedsrådet havde sat til salg. Det var egentlig et spændende hus, som tiltalte arkitekten i Birthe, men Michaels tanke blev fejet lidt hen af hans kone.

Alligevel var der noget ved idéen, som de ikke helt kunne slippe. Da de kort tid efter var på SommerOase, kom de tilfældigvis til at nævne for nogle venner, at de havde været ude at se det her hus. På kort tid blev en frokost opsat med daværende rektor på HKGYM, Sigbjørn Sørensen, som også var på SommerOase.

Senere samme uge, efter et møde i storteltet, kom en bekendt hen til Birthe og sagde: ”Jeg bliver simpelthen nødt til at sige det her til dig, for jeg har fået et billede af Gud. Billedet er af dig og din mand, hvor Gud siger, at I skal blive ved med at gøre det, I gør”.

Det blev startskuddet til grundig selvransagelse hos Birthe og Michael. For hvad var det egentlig, Gud ville have, de skulle fortsætte med? Det eneste, de kunne forestille sig, det kunne handle om, var de løse strøtanker om at skabe et kollegie for unge mennesker. Og de var enige om, at hvis det var, hvad Gud ønskede, så ville han nok lade det lykkes.

Guds omveje

April 2020. Menighedshuset i Brønshøj, som de nu havde budt på, og hvor handlen egentlig var i hus, røg i vasken. Menighedsrådet havde valgt at sælge huset til erhverv frem for at konvertere det til bolig. Birthe og Michael tænkte, at det nok bare var sådan det var. Særligt Birthe tænkte, ”Jamen, så er det ikke det, vi skal”.

Ilden var dog ikke helt slukket. Michael fortsatte ufortrødent med at lede efter bolig, og kom vidt omkring. Udlejningsejendomme i Rødovre og andre ejendomme, som fik Birthe til at trække veto-kortet. ”Det kunne godt være, at Michael gerne ville det her, men der måtte være grænser. Det skulle være en bolig, der kunne noget særligt – og noget jeg kunne se mig selv i”.

Og så en dag kom en bolig i Søborg på markedet. Den var først sat til salg som erhvervseendom, og det kunne jo ikke lade sig gøre. Men pludselig blev den sat til salg som privatbolig, og så blev Birthe og Michael nødt til at gå hen og kigge på det. ”Vi har set ca. 50% af huset – men vi har købt det! Huset var jo udlejet, så vi kunne kun se fællesarealer som køkken, bad og et enkelt værelse. Normalt vil jeg have fuld kontrol, men her har jeg god ro om, at det nok skal gå,” siger Birthe.

Egne erfaringer i bagagen

Vi skruer lige tiden to årtier tilbage. Birthe skal starte i gymnasiet og vælger at gå på Det Kristne Gymnasium i Ringkøbing. Hun bor 2 år på kollegiet på kostdelen, og et år ”i byen” som det hed. ”Jeg var væk fra mine forældre i tre år og hjemme i weekenderne. Og man er jo yngre, end man er hvis man studerer. Og hvis forældre skal være trygge ved at sende deres børn på HKGYM, så ville jeg ønske, at der var nogen, der skabte noget tilsvarende for de unge, som jeg var så heldig at have i Ringkøbing. Det er der ingen tvivl om – og det er jo også det, vi drømmer om.”

På cirka samme tid flyttede Michael til København som 20-årig. Han endte i et bofællesskab med en værtsfamilie, som tog sig af, at alle havde det godt og en tryg ramme: ”Så vi har jo begge to prøvet det på egen krop, på hver sin måde – at bo et sted, hvor man var væk fra det, man var vant til osv. På den måde har vi begge lidt en baggrund i det. Der er i hvert fald noget i vores fortid, som har forberedt os på at have et kollegie i vores hjem.”

Drømmen om kollegiet

Når Birthe og Michael kigger frem i tiden, ser det bestemt godt ud: ”Jeg drømmer om, at vi om et år har nogle unge mennesker, som er glade for at bo hos os og oplever, at det er trygt og rart. Vi forestiller os at spise middag sammen 2-4 gange om måneden. Altså at vi skaber et fællesskab, og at det også bliver et sted, hvor unge, der bor til leje andre steder i København og måske også lige mangler lidt kontakt, kommer forbi om aftenen og laver lektier og hænger ud. Vi håber, at det bliver et sted, hvor eleverne føler, at de har lov til og lyst at komme,” fortæller Michael, mens Birthe supplerer:  ”Ja, eleverne skal opleve, at det er ”deres sted”, men også at vi er der til at hjælpe dem med at sætte reglerne, når noget går skævt. Vi skal holde til at være her alle sammen. Alle skal opleve, at de har mulighed for at lukke døren, men at der også er et fællesskab, de kan være med i. Derfor er det også en forlængelse af det fællesskab, de skal have på skolen.”

Der er desuden planer om en meget stor fryser, så forældre kan give eleverne mad med. Og så en toastmaskine, en ovn og en mikrobølgeovn – så kører det, er værtsfamilien enige om.

”Det er ikke sikkert, at vi skal have dette sted for evigt, men det er jo en start, og det hjælper HKGYM med at komme godt fra land. Vi har midlerne til at gøre det. Michael har lysten – det har vi begge. Vi tror, at vi er så rummelige, at vi kan rumme et hjem med så meget liv. Og vi behøver ikke kun være os fire i familien. Det er jo nok det, vi ved.”

Skriv dig op til HKGYM kollegiet

FAKTA OM HKGYM KOLLEGIET

  • Lækker bolig med værelser til 5-6 elever
  • Familieliv uden for gymnasiet
  • Fællesarealer som køkken/fællesrum
  • Cykleafstand fra HKGYM
  • Mentor fra HKGYM, der hjælper der med at være flytte hjemmefra
  • Jævnlig fællesspisning med udlejer
  • Åbner dørene til august 21
  • Yderligere værelser findes i HKGYMs kollegienetværk
MØD PARRET BAG KOLLEGIET

HVEM ER BIRTHE OG MICHAEL?

Birthe og Michael Riis-Bentzen er ejere af HKGYM kollegiet. De glæder sig til liv i huset og til at give noget af det, de selv har oplevet, videre.

“Vi drømmer om at skabe et trygt og rart hjem for unge.”

Birthe og Michael Riis-BentzenUdlejere og HKGYM-støtter